16. marts


Demonstration

Duk dig ikke - duk op!

Bekæmp den fascistiske terror!

Arrangører: 4. maj initiativet på Vesterbro, Antifascistisk Aktion, Asylret, Demos, Fagforeninger mod racisme, Horserød-Stutthof foreningen, Libertære socialister og Internationale Socialister.

Film

Premiere på dokumentarfilmen "Bombemordet i Søllerødgade" 10. marts klokken 19.00 på Støberiet

Filmen er produceret af en gruppe aktivister fra Projekt Antifa i forbindelse med 20-året for mordet.

Praktisk

Demonstrationen finder sted fredag den 16. marts 2012 fra Blågårds Plads klokken 17.00 og går til Søllerødgade. Undervejs vil der være talere og musik.

Anbefalere

ARN Aarhus, Aktive Modstandsfolk, Asylret, AFA-grupperne i Lund, Helsingborg og Malmö, Folkebevægelsen mod Nazisme, Socialistisk UngdomsFront, Enhedslistens lokalafdelinger i Albertslund, Roskilde, Vejle, Ishøj, Gladsaxe, Køge, Halsnæs og Vesterbro, Internationalt Forum, Jyske Antifascister, Skansen mod Nazisme samt SOS mod Racisme.


Talere

Ved demonstrationen taler:

  • Anders Olesen (Byggefagenes Samvirke)
  • Per Clausen (MF, Enhedslisten)
  • Charlie Lywood (Internationale Socialister)
  • Peter Bonfils (ARN Århus og Enhedslisten Århus)
  • Bjørn Elmquist (Advokat, tidl. MF)

Følg med

Hold dig opdateret – tilmeld dig sms-servicen AntifaUpdate ved at sende TILMELD til 5192 0161

Find demonstrationen på Facebook

Materiale

Du kan hente materialer til uddeling i butikkerne hos DEMOS og Internationalt Forum. Demos har åbent mandag-torsdag kl. 17-19, IF mandag-fredag 13-17.

Vil du hjælpe med at opreklamere demonstrationen kan du printe denne flyer og sprede den der hvor du kommer.


Bomben i Søllerødgade

Historien Mandag den 16. marts 1992 sprang en bombe i Internationale Socialisters (IS) kontor i Søllerødgade 33 på Nørrebro. 29-årige Henrik Christensen, som var på IS-kontoret den dag, blev dræbt af bomben.

Lokalerne brød i brand, og i den efterfølgende brandslukningsindsats gik mange af de potentielle beviser tabt. På væggen hang et ur tilbage -- gået i stå klokken 11.32.
Læs mere

Da tiden gik i stå

Klokken var 11.32 mandag den 16. marts 1992, da en bombe sprang i Internationale Socialisters (IS) kontor i Søllerødgade 33 på Nørrebro. 29-årige Henrik Christensen, som var på IS-kontoret den dag, blev dræbt af bomben.

Lokalerne brød i brand, og i den efterfølgende brandslukningsindsats gik mange af de potentielle beviser tabt. På væggen hang et ur tilbage -- gået i stå klokken 11.32.

Henrik Christensen var aktiv i IS. Han efterlod sig ved sin død sin kone og en fire-årig søn. Han var aktiv i kampen mod den yderste højrefløj og lagde blandt andet meget tid i Fællesinitiativet mod Racisme -- en forløber til Antiracistisk Netværk.

Den politiske reaktion

Allerede samme aften forsamledes antiracister, socialister, familie og venner til en spontan manifestation foran IS' lokaler. Ingen var i tvivl om, at morderne skulle findes på den yderste højrefløj. På et pressemøde dagen efter bomben sprang, sagde IS'eren Leif Mikkelsen:

»Det er nazister, fascister og racister, der har slået vores kammerat ihjel. Politiets arbejde i sagen er også politisk forfølgelse.« Hans kammerat, Anders Schou fra IS i Århus, udtrykte sig et par dage senere således: »Drabet på Henrik er det første politiske mord i Danmark siden 2. Verdenskrig. Men vi må ikke lade os skræmme. Vi må ikke tie. Kampen mod racisme kræver nu yderlige opbakning.«

Lørdag den 21. marts indkaldte Internationale Socialister til mindemanifestation for Henrik Christensen. Op mod 15.000 deltagere gik fra det raserede kontor i Søllerødgade til Blågårds Plads. Ved demonstrationen talte blandt andet IS'eren Adam Johansen: »Vi er samlet for at vise sorg og forfærdelse over det politiske mord på Henrik, men også for at vise de rabiate racister, at vi ikke lader os skræmme til tavshed af politisk terror. Vi er chokerede, og derfor er vi også bange. Vi havde ikke forestillet os, at det kunne koste livet at være politisk aktiv. Men vi vil ikke grave os ned. Vi står over for en politisk forbrydelse, og vi forventer en fordømmelse af denne terror fra politisk hold og en indsats fra offentligheden for, at den bliver opklaret.«

Efter demonstrationen udtalte også Henrik Christensens enke, IS'eren Connie Skjold Henriksen, sig: »Fra første øjeblik har jeg været sikker på, at det var nazister og racisterne, der har sprængt Henrik i luften. Men jeg tror, at det var en tilfældighed, at det var ham, der blev dræbt. Måske var det også en tilfældighed, at terroristerne slog ned på vores kontor i Søllerødgade.«

Den politiske samtid

Bombedrabet kom som en overraskelse for de fleste. Kun få havde forudset, at den udvikling, der i samme periode gik igennem mange europæiske lande, også ville ramme H.C. Andersens trygge, demokratiske eventyrland. I Tyskland stod nynazistiske gadebander bag brandangreb imod flygtningelejre, og i Sverige myrdede racistiske skinheads unge indvandrere og homoseksuelle alene på grund af ofrenes seksualitet eller etniske baggrund. På sin vis var det derfor heller ikke uforudsigeligt, at fascister kunne tage menneskeliv i Danmark.

Siden anden halvdel af firserne havde en racistisk bevægelse vundet terræn i Danmark både på gadeplan og i den generelle offentlighed. Med Den Danske Forening og DNSB som de mest markante organisationer gennemførte den udenomsparlamentariske højrefløj alt fra offentlige møder og propaganda-aktioner til trusler, hærværk, vold og brandattentater mod minoritetsgrupper og venstrefløjen.

De aktiviteter medførte naturligvis reaktioner, især fra den organiserede venstrefløj. En af de stærkeste symboler i slutfirserne blev Fællesinitiativet mod Racisme. Initiativet stod bag demonstrationer og blokader, når racistiske og nazistiske grupper forsøgte at organisere sig og gå i offensiven.

Nogle ting har ikke ændret sig meget i de tyve år, der er gået siden bombedrabet i Søllerødgade. Nynazistiske, fascistiske og racistiske grupper står stadig bag chikane, trusler, hærværk og vold mod venstrefløjen samt etniske og seksuelle minoriteter. Og den antifascistiske bevægelse gør stadig, hvad den kan for at forhindre det.

Opklaringsarbejdet

I tiden efter bombedrabet blev sagen prioriteret højt. Politiet nedsatte en ti mand stor enhed med deltagelse af PET for at finde morderne, ligesom Scotland Yard blev involveret på grund af deres erfaringer med sprængstoffer. Alt sammen uden held.

Ret tidligt blev politiets efterforskningsarbejde voldsomt politiseret. Politiet udtalte, at der lige så vel kunne være tale om, at ofret selv havde været i gang med at producere en bombe, som der kunne være tale om mord. Samtidig valgte PET at iværksætte telefonaflytning af IS' lokaler i Århus – i øvrigt med terrorparagraffen som grundlag - samt af fire medlemmers private telefoner.

Allerede dagen efter bombedrabet fremkom en skrivelse fra en gruppe, der kaldte sig »Frit Danmark, K 12«. »K 12« er formentligt en henvisning til den svenske krigerkonge Karl den 12., der i netop de år blev hyldet årligt af svenske nationalister og nynazister ved en march i Lund.

Kriminalinspektøren, der ledte efterforskningen, udtalte sig til B.T. om erklæringen 11 dage efter mordet: »Jeg fik for nogle dage siden et maskinskrevet brev på to en halv linie fra det såkaldte "Frit Danmark K 12". Men jeg opfatter ikke brevet som en tilkendegivelse af, at nogen tager skylden for bomben. Og der står ingen antydninger om dansk indvandrerpolitik.«

Det sidste er dog ikke helt rigtigt. I PET-kommisionens beretnings bind 11 side kan 252 (fodnote 783) fremgår det, at gruppen i erklæringen skrev: »Vi kan meddele, at det var os, der anbragte bomben i Søllerødgade. Vi anser disse venstresnoede elementer for landsforrædere over for det danske folk.«

Senere i 1992 blev også en personkreds omkring den senere Blood & Honour-leder Marcel Schilf i Nordsjælland efterforsket. Samme Schilf blev også efterforsket året efter i forbindelse med en række østrigske brevbomber afsendt af nationalisten Franz Fuchs og igen i 1997, da den nazistiske terrorgruppe Combat 18 Copenhagen Division afsendte tre brevbomber til engelske mål.

I 1998 stod PET-meddeleren Frede Farmand frem i TV 2 og fortalte, at han tre måneder før bombedrabet havde advaret sin kildefører i PET i Århus om, at der i nazistiske kredse var forlydender om en kommende bombesprængning i Søllerødgade. Farmands optagelse af en samtale med nazilederen Albert Larsen fra partiet De Nationale, hvori denne fortæller Farmand om bomben, blev ifølge Farmand overdraget til PET på bånd. Det har PET sidenhen benægtet.

Trods de mange spor, der pegede i retning af nazistiske kredse, er ingen nogensinde blevet pågrebet for mordet.

Videre læsning

I 2009 udkom PET-kommissionens 16 bind lange beretning om PET's overvågning af politiske aktiviteter i Danmark. Hele bind 11 handler om PET's overvågning af den yderste højrefløj i Danmark i perioden 1945-1994 fokus på de seneste årtier. Kapitel syv, otte og ni behandler bombedrabet i Søllerødgade, den efterfølgende efterforskning og debat samt Frede Farmands rolle. Teksten er interessant og detaljeret, selvom den naturligvis ikke er specielt kritisk over for politiet og PET's indsats. Hent bind 11

Efter Henrik Christensens død udgav IS et særnummer af deres blad, Socialistisk Arbejderavis, om bombedrabet. Artiklerne, der blandt andet præsenterer IS' syn på den fascistiske terror, politiets efterforskning og metoder i kampen for socialisme, kan læses på IS' hjemmeside

Antifascisme er selvforsvar

Baggrund Volden mod uskyldige civile følger fascismen. Det skyldes dels, at de fleste fascistbevægelser har vold som et foretrukkent middel. Man ser, at hvor de vokser sig stærke, dominerer de territoriet ved hjælp af vold og trusler. I vore dage går det hårdt ud over muslimer, hvor det tidligere var især jøder. Racismen er en fast del af alle verdens fascistbevægelser. At anfægte menneskers ret til at leve dér, hvor de gør det pga. deres 'race' (genetiske ophav), leder kun til forbrydelser.
Læs mere

Mandag den 16. marts 1992 klokken 11.32 sprænger en bombe i Søllerødgade på Nørrebro i København. Internationale Socialisters (IS) kontor bliver raseret ved eksplosionen, og den 29-årige Henrik Christensen mister livet. Der er tale om en brevbombe, og afsenderen formodes at være det opblomstrende nazistiske miljø. Inden brevbomben har nazi-lederen Albert Larsen fra Partiet De Nationale truet med at angribe netop Internationale Socialister, der i tiden inden har været meget synlige i det antinazistiske arbejde. Ingen bliver nogensinde pågrebet for mordet.

Bombedrabet er den foreløbige kulmination på et halvt årtis vækst og radikalisering af den yderste højrefløj. Siden anden halvdel af firserne er både nazistiske grupper som DNSB og Partiet De Nationale samt racistiske og anti-muslimske grupper som Den Danske Forening, Nationalpartiet Danmark og Stop Indvandringen skudt op i hele landet. Selvom der er tale om politiske tendenser med visse modstridende holdninger, så er der meget mere, der forener, end der skiller. Den aggressive holdning til venstrefløjen er et af de steder, hvor hele spektret af udenomsparlamentariske højrefløjsgrupper marcherer i fælles takt.

Tre år før bombedrabet taler den daværende DNSB-leder, Povl Heinrich Riis-Knudsen, ved nazipartiets fejring af Adolf Hitlers 100-års fødselsdag om vigtigheden af kampen mod venstrefløjen. Talen er gennemsyret af en militant retorik og et budskab, man ikke behøver at lede mellem linierne for at finde: Venstrefløjen skal knuses.

Riis-Knudsen er naturligvis hverken den første eller sidste af højrefløjens ideologer, der har agiteret for vold mod venstrefløjen, men talen ved Hitler-festen er alligevel sigende. Der bliver trukket en klar, rød tråd fra nazidiktaturets jødeudryddelser til nynazisters overfald på venstrefløjsaktivister. Kampen mod venstrefløjen som en af de vigtigste indsatsområder for de racistiske og nazistiske grupper bliver slået fast med syvtommer-søm.

I den samme periode voksede der i resten af i Europa med Tyskland som epicenter en brutal nynazistiske bevægelse frem. I Nordyskland stod nazistiske grupper bag brandattentater på flygtningelejre, mens racistiske skinheads i Sverige med jævne mellemrum myrdede flygtninge, indvandrere og homoseksuelle.

Fra 1983 til 1995 stod personer fra den yderste højrefløj i Sverige bag i hvert fald 17 drab. Ingen steder udgjorde nazisterne en trussel mod samfundets magtorganer – men overalt udgjorde de en trussel mod alle, der ikke passede ind i deres verdensbillede.

Fascisme er systematisk vold

Volden mod uskyldige civile følger fascismen. Det skyldes dels, at de fleste fascistbevægelser har vold som et foretrukkent middel. Man ser, at hvor de vokser sig stærke, dominerer de territoriet ved hjælp af vold og trusler. I vore dage går det hårdt ud over muslimer, hvor det tidligere var især jøder. Racismen er en fast del af alle verdens fascistbevægelser. At anfægte menneskers ret til at leve dér, hvor de gør det pga. deres 'race' (genetiske ophav), leder kun til forbrydelser.

Vold er dog ikke kun et taktisk middel fra fascisternes side. Selve fascismens mål – en raceren nation, hvor kapitalismens klassekonflikter er erstattet med 'klassesamarbejde' – er også voldeligt. Samfundsklassernes uforenelige interesser bliver forenet under tvang. Udbytningen af arbejderklassen fortsætter, mens dens organisationer bliver elimineret sammen med demokratiet. F.eks. DNSB er ganske åbne om denne vision.

Fascismens racistiske, lukkede, kapitalistiske diktatur kan kun opretholdes gennem vold mod sine egne borgere. Sådan et samfunds magtapparat og -anvendelse får de borgerlige demokratiers til at blegne.

Fascismens brutale natur adskiller den fra andre ideologier. Derfor må den også imødegås anderledes.

Antifascisme er ikke ekstremisme

De seneste år har vi set en tendens til, at kampen mod fascisme af medier, politikere og myndigheder gøres til en kamp mellem to yderpoler, venstreekstremisternes kamp mod højreekstremisterne.

Den udvikling medfører en række udfordringer. Først og fremmest så betyder en reducering af fascisme og nazisme til ”højreekstremisme”, at man frarøver disse ideologier alle deres særlige kendetegn. Antisemitismen, knusningen af arbejderbevægelsen, raceadskillelsen, den systematiske udryddelse af jøder, ophøjelsen af den hvide heteromand til et mytisk ideal og førerprincippet. Pludselig er det hele væk. Det samme er alle de historiske modbydeligheder, der hænger uløseligt sammen med de fascistiske og nazistiske regimer i 1900-tallet. Tilbage står man derfor med et fuldstændigt intetsigende begreb, som dækker over alting og ingenting på samme tid.

Som venstrefløj er vi desværre også faldet i fælden og har brugt højreekstremist-udtrykket, fordi det var det, der gav genlyd i medierne. Det kalder på, at vi på venstrefløjen revurderer vores brug af ekstremisme-begrebet.

Den retoriske udskilning af på den ene side venstrefløjen og på den anden side de fascistiske og nazistiske grupper fra resten af samfundet er intet nyt. I umindelige år har nazismens logiske modpol – i mediernes øjne – været socialismen og kommunismen. Også i den nyere historie-fortælling har tendensen præget kampen mod nazisme. Fra bombedrabet i 1992, hvor politiet hævdede, at den dræbte selv skulle have været ved at producere en brevbombe, til de seneste års venstrefløjsindsats mod nynazister i Aarhus, der af medierne er blevet reduceret til en simpel, apolitisk bandekrig mellem to ligeværdige parter.

Vores – venstrefløjens - politik handler om arbejderklassens frigørelse. Nazisternes politik handler om at tjene en hermetisk lukket nationalstat, hvor roen opretholdes med et konsekvent klassesamarbejde. Vi er ikke to sider af samme mønt eller yin og yang. Vi kæmper for fred, frihed og socialisme – fascisterne tjener kapitalismens interesser.

I det regnskab er antifascismen civilsamfundets, arbejderbevægelsens og arbejderklassens selvforsvar mod reaktionære kræfter.

Vor sorg er sort - vor vrede er rød!

Da bomben sprang i Søllerødegade, var følelserne mange. Ønsker om hævn og gengældelse var forståelige – men ukonstruktive. Reaktionen var i stedet en af de største antifascistiske mobiliseringer herhjemme siden krigen. Op mod 15.000 mennesker gik på gaden i København dagen efter Henrik Christensens begravels.

I den slags situationer som i alt andet politisk arbejde må vi holde fast i at vende vores sorg og vrede konstruktivt og fremadrettet. Sorg og vrede må gerne være vores drivkraft, men aldrig vores dømmekraft. Vi skal ikke agere hovedkulds efter indskydelser og følelser, men efter strategiske overvejelser og diskussioner. Vores handlinger skal bringe venstrefløjens – og dermed arbejderklassens - politiske positioner fremad.

Samtidig må vi holde fast i, at antifascismen er legitimt. Uanset nazistisk terror, politirepression og politikeres marginalisering af vores bevægelse som ‘ekstrem’ må vi stå fast på, at antifascismen er vores legitime ret til at beskytte os selv i kampen for frigørelse.